Skolens pædagogiske redegørelse 2017/2018

 

 

Godaften - tusinde tak for beretningen, Peter – jeg ved, at det betyder meget for alle ansatte på Rungsted private Realskole at mærke, at bestyrelsen sætter pris på den indsats, der bliver ydet hver eneste dag på skolen. Det er dejligt at fornemme, at der både er tillid og råderum.

 

Jeg vil også gerne byde velkommen til årets generalforsamling og rette en tak til jer, der har haft mulighed for at deltage her i aften. Det, at vi ikke er så mange, tager jeg som udtryk for, at forældrene på Rungsted private Realskole generelt er tilfredse med deres børns skoledag og trygge ved, at ledelsen i tæt dialog og samarbejde med bestyrelsen og alle ansatte på skolen sætter rammen og definerer og kommunikerer kursen. 

 

Det er mit ønske, at denne redegørelse skal rumme de små pædagogiske øjeblikke, der opstår, når vi mindst venter det. Redegørelsen skal endvidere give et indblik i de pædagogiske tendenser, der fylder mest i skolebilledet lige her og nu; og til sidst vil den forhåbentlig tydeliggøre, hvad vi ser, som det mest værdifulde for også fremover at kunne skabe en moderne skole, som er forankret i tydelige værdier.

 

Hvilken fremtid er det, vi ser ind i, og hvad skal vi helt konkret danne og uddanne børnene til? Vi slipper ikke for målinger, men hvad skal vi måles på? Hvad er Rungsted private Realskoles skoleideal anno 2017?

 

Alle grundskoler har et større formål. Den store verden står over for en række bekymrende problemer, som skolen er nødsaget til at hjælpe fremtidens samfund med at klare. Klimaudfordringer, mangel på vand, forurening, radikalisering, ulighed, flygtningestrømme og ubæredygtigt forbrug og produktion. Akademisk højtuddannede borgere er formentlig ikke nok til at løse de grænseoverskridende problemer. Det kræver, at kommende generationer er i stand til at tænke og handle kreativt. Det bliver i mange sammenhænge nævnt, at Danmark i fremtiden skal leve af innovation. Vi skal med andre ord blive bedre til at finde nye løsninger på konkrete problemer og være opmærksomme på, at kreativitet er grundlaget for innovative processer. Myten om, at geniale påfund, store opfindelser og kreative indfald kommer af sig selv må gerne forsvinde fra skolen. Vi skal organisere kreativiteten og sætte den i system – kreativitet kan læres. 

 

Skolens vigtigste opgave har gennem mange år været læring og almendannelse. Den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta skriver, i lettere redigeret form, i Bogen ”Den smukke risiko” om spændingsfeltet mellem læring og undervisning: ”skolen bør ikke forstås som et sted for læring – hvis man vil, kan man trods alt lære overalt – men at det, der gør en skole til en skole, er den kendsgerning, at det er et sted for undervisning. At træde inden for skolens mure med udgangspunkt i den antagelse, at man ikke blot kan lære noget, men også kan blive undervist, er et afgørende og nødvendigt skifte, hvis vores mål er at give undervisningen dens rette plads inden for uddannelsesfeltet”. Når vi tænker læring i grundskolen, er det bredere end at tænke undervisning. Undervisningsbegrebet udvides fra et særligt fokus på faglighed til med læringsbegrebet også at fokusere på den sociale og personlige udvikling af det hele barn. Men vi skal som skole insistere på undervisningen, hvor nogen forholder sig til noget, der er mellem eller iblandt dem. Dette er en åben, social og principielt fri proces, hvor alt kan ske. I undervisningen åbnes verden i rummet mellem mennesker.

 

Men hvilke elementer skaber god og motiverende undervisning? Alle stor set uden undtagelse kan huske den gode lærer fra deres egen skoletid, hvilket i parentes åbenbart er en gyldig referenceramme i et utal af diskussioner om skolen, vi husker den lærer, der har gjort et helt særligt indtryk. Per Fibæk har i bogen ”Den Autentiske Lærer” fra 2004 empiri, der ikke overraskende viser, at det er afgørende for resultatet af undervisningen, at læreren lægger engagement, oprigtighed og vilje bag det, der foregår i klassen. Der er mange veje til høj faglighed, men nøglen, der kan åbne det fineste smykkeskrin i den store skattekiste, er den lærer, der vil noget med sine elever, den lærer, der tør vove noget, den lærer, der har noget på hjerte, den lærer, der har en fin fornemmelse for, hvornår det er nødvendigt at gøre lige akkurat det ekstra. Netop den lærer lykkes med at motivere og opnå progression hos sine elever og skaber et trygt og motiverende læringsmiljø, sætter nogle klare mål for alle i klassen og leverer en varieret undervisning med fokus på evaluering og feedback samt inddrager elevene, når det giver mening.

 

Det er fundamentalt vigtigt på RpR, at der er en høj grad af frihed til at planlægge og gennemføre undervisningen. Åbenhed og samarbejde er vigtige ingredienser i forhold til at skabe god undervisning. Samarbejdet bør ikke blive et projekt i sig selv. Et samarbejde er allerbedst, når det etableres, fordi det giver mening i forhold vores kerneydelse. Det kan være yderst grænseoverskridende at invitere en kollega, en undervisningskonsulent, skolens tilsynsførende eller skolens ledelse ind og se ens undervisning. Man blotter sig selv og sit arbejde, men det, man har mulighed for at få igen, er virkelig værdifuldt. Vi skal som skoleledelse vægte og blive endnu bedre til at tale med lærerne på RpR om deres undervisning. Ideelt set skulle alle lærere på RpR minimum en gang om året have besøg af en ledelsesperson - men mindre kan også gøre det.

 

Politikerne har fastlagt så mange og detaljerede mål, at det kan være svært at se skoven for bare træer - og i det hele taget at få øje på metodefriheden. Vi ønsker ikke et målstyringsinferno. Hvad du lærer i forskoleklasse i dag, skal du kunne i miniforskolen i morgen. Læringstiden minimeres og intensiveres. Sammenligninger af præstationer og uddannelsessystemer er oppe i tiden ud fra forestillingen om, at bare vi sammenligner, bliver vi bedre. Selvfølgelig skal der være mål, men de skal primært sættes af de personer, der ved, hvad der sker i skolen og af de pædagoger og lærere, der er tæt på den enkelte elev. I år har vi kørt et pilotprojekt på RpR, hvor lærerne på x-sporet har lavet udtalelsesark for 1. - 5. klassetrin. Efter flere evalueringer, er det blevet besluttet, at lærerne på de nævnte klassetrin fremover skal definere de relevante fokuspunkter, ”bullets”, der efter deres vurdering kan have værdi som faglige og trivselsmæssige mål for den enkelte elev.

 

TV2 lavede i marts 2017 en undersøgelse, hvor de på deres hjemmeside spurgte læserne – hvem der egentlig har ansvaret for opdragelsen af børnene. Over 19.000 deltog i afstemningen, og hele 91 procent mente, at pilen pegede på forældrene. Otte procent tilkendegav, at det var en fælles opgave, mens kun én procent sagde, at det alene var skolens ansvar. Resultatet overrasker mig og er på mange måder opmuntrende - men skolen er i dag en så betydelig del af børnenes liv, at vi som skole skal turde være tydelige og træde i karakter. Vi skal have klare holdninger uden at være belærende på en nedladende og bedrevidende måde. Læring, dannelse og opdragelse hænger sammen, og opdragelsen skal ske i tæt samarbejde mellem forældrene og skolen. Alle parter bør vise gensidig respekt for kompleksiteten uden at blive handlingslammede. Det er lige så meget, det vi er, det vi gør, som det vi siger som voksne, der er afgørende for, hvordan børn agerer. Ubevidst sættes spor i børnenes sind, som kommer til at præge dem resten af livet. Kærlighed, nærvær, værdsættelse, klare holdninger og tydelige rammer er det centrale i god opdragelse. Det nærvær og den kærlighed, vi som skole skal give børnene, er selvfølgelig ikke sammenlignelig med det, I som forældre skal give dem. I sidste instans, må der aldrig herske tvivl om, at det er forældrene, der har det primære og endelige ansvar.

 

Siden folkeskolereformen så dagens lys har medierne boomet med debatindlæg om skoledagens længde. Jeg er meget enig i, at det er yderst væsentligt, at den frie tid ikke nedprioriteres. I 1. klasse på RpR har eleverne to dage til kl. 14.00; ellers har de fri kl. 13.15. Eleverne er udmattede af indtryk og læring efter 6. lektion. De er trætte af skolearbejde og undervisning – og det er tid til, at den frie leg kan begynde. Eleverne i 8. - 9. klasse er timemæssigt også hårdt spændt for, da vi har så meget på hjertet, vi gerne vil give dem med på vejen, men netop på de klassetrin, vil eleverne næste skoleår have én lektion mindre end i dag.

 

Tidsskriftet ”Mandag Morgen” kom forleden med en positiv forudsigelse nemlig at skolelærere aldrig bliver overflødige – med andre ord kommer computeren ikke til at overflødiggøre læreren. Men der er ingen tvivl om, at it vil være med til at flytte hele læringsbegrebet. Digitalisering og sociale medier udfordrer den traditionelle måde vi holder skole på – ”klasseværelset” bliver løftet ud i det uendelige virtuelle rum. Vi skal tage digital dannelse alvorligt og give eleverne mulighed for at tilegne sig nogle af de kompetencer, som vi tror, er det 21. århundredes. 

 

Kirsten Drotner, som er professor i medievidenskab på Syddansk Universitet har skrevet, at ”En meget stor del af den måde mennesker i hele verden skaffer sig kundskab og viden på, går via digitale medier. Hvis ikke vi forstår at anvende dem kreativt, konstruktivt og kritisk, bliver vi ikke bare dummere på det digitale, men på verden og os selv”.

 

Tidligere har jeg givet udtryk for, at it ikke i sig selv er værdifuldt - at it ikke er et mål men et middel. Spørgsmålet er, om den forståelse stadigvæk holder? En ting er sikkert, det at skabe med it bør, i et vist omfang, komme på skoleskemaet. Et ”rum”, hvor vi udfordrer og udvikler elevernes kreative it-kompetencer.  I år har vi haft programmering på skemaet, som et KK fag på 7. klassetrin. I den periode vi tilbød faget, gjorde vi os nogle gode erfaringer. Der er en række argumenter for, at eleverne skal lære at kode, det vigtigste er måske, at eleverne derved ikke kun bliver digitale forbrugere men derimod skabere af digitale produkter. Børn og unge er ikke automatisk digitalt indfødte – men kodning åbner en spændende verden for dem og giver dem adgang til en kreativ legeplads uden afskærmende hegn. Som tidligere nævnt er kreativitet en vigtig forudsætning for selvstændighed og innovativ tænkning; det er et stærkt argument for, at eleverne skal have mulighed for at kode i skolen. Mange elever har en indre motivation og interesse for kodning, og den naturlige lyst skal ses som et positivt potentiale, der bør udnyttes og udforskes. Men it skal stadigvæk være et redskab, der tænkes ind i den daglige undervisning og dermed være med til at højne det faglige niveau og styrke de traditionelle grundfag. 

 

Vi har gennem årene haft fokus på elevernes sprog og sprogbrug og af flere omgange og mange veje og omveje, virkelig knoklet for, at tonen på RpR er sober og ordentlig. Der skal være forståelse for, at de unge i deres private rum har en særlig jargon, som en del af den måde teenagere er sammen på anno 2017. Vi skal ikke altid blande os i den kultur, som eleverne oplever at være en del af, når de befinder sig i en gruppe med fælles sproglig forståelse. Vi skal respektere, at det er noget, som er deres, og som vi ikke helt behøver at forstå – men vi skal også gøre dem klart, at det ikke er den samme kultur, der hersker alle steder. Til tider er det nok at bevæge sig ind i parallelklassen, og andre gange skal man over i en af de andre bygninger for at opleve en anden kultur. Alle har forskellige grænser, som omverden skal respektere og være opmærksomme på. Ingen på RpR er i forhold til ordvalg og sprogbrug generelt i tvivl om, hvad der er ok, og hvad der bestemt ikke er ok, og når det sidste er tilfældet, skal vi reagere prompte. Eleverne skal lære at tænke på andre end sig selv, så kommer den respektfulde tone helt automatisk.

 

Det at være en del af Rungsted private Realskole er noget af det mest livsbekræftende. Når man møder ind om morgenen, ved man ikke, hvad dagen bringer, man ved aldrig helt, hvad det er man møder, det er jo mennesker, vi har med at gøre. Men en ting ved man med sikkerhed, at der vil opstå en række sælsomme og dynamiske øjeblikke. En morgensang, hvor hårene rejser sig på armene, og man bliver helt rørt af stemningen, en elev fra forskolen der på løbeturen til Berlin selv mener, at han er så godt løbende, at det føles som om, han har en motor i skoene; en 1.klasse der er utrøstelige kede af det, fordi de ikke vil gå på påskeferie, en dreng fra indskolingen, der hver gang man læser historie for klassen klukgriner på en så hjertelig måde, at man næsten ikke kan koncentrere sig om oplæsningen, en elev der på sin egen underfundige måde kommer på kontoret og har et ønske om sammen med sekretærerne at løse mysteriet om Bermuda-trekanten, en yderst kreativ tilbagemelding på vores invitation til gallafest, hvor fire elever fra en 9. klasse har fyldt ens kontor op med festlige balloner og skrevet JA, selvfølgelig kommer vi, en ganske almindelig hverdagssituation, hvor man går ind i en klasse og bliver mødt af 24 ægte smil og stor nysgerrighed, og kan mærke, at eleverne er gået i ét med undervisningen.

 

I dette skoleår har vi fra mange vinkler og på forskellige niveauer haft særlig fokus på ordene RO, OMHU og YDMYGHED og vi føler, at det har haft en positiv og signifikant effekt. I skoleåret 2017/2018 vil det være ordene NÆRVÆR, VILJE og TÅLMODIGHED. Nærvær tager udgangspunkt i det, der sker i os og mellem os, og er uendeligt vigtigt for vores trivsel. Væk med mobilerne og andre elektroniske dingenoter og fuld opmærksomhed til det vi laver vi NU. Vi skal huske de vigtige pauser, uden pauser ingen RO, uden RO, intet nærvær. Viljen der er med til at gøre, at vi når vores personlige mål og kombineret med troen kan den flytte bjerge og tålmodigheden er visdommens og selvbeherskelsens ledsager. 

 

Skolens ideal rummer paradokser, dilemmaer, ønsker og drømme. Man kommer ikke sovende til idealer, dem må man kæmpe for og strides om. Et ideal er et ståsted, hvorfra lærerne kan ranke ryggen og argumentere klart. Vi skal sørge for en tydelig ramme, så det at være lærer ikke til sidst kan sammenlignes med at være eneansvarlig for en børnefødselsdag.

 

Det, at være lærer, er i Danmark generelt ikke forbundet med ret megen prestige. Pædagogerne og lærerne er nøglen til, at Danmark også i fremtiden kan begå sig i den internationale konkurrence og holde fast i vores status som et af verdens lykkeligste folkefærd. 

 

En god lærer er en af samfundets absolut vigtigste personer. Den gode lærer er ganske enkelt forudsætningen for et moderne, forpligtende fællesskab, hvor samtalen - dialogen - respekten - og den gensidige forståelse hersker. Pædagogerne og lærerne på RpR er til stede i sig selv, i tiden, i samværet og i rummet; de leverer varen og fortjener i høj grad agtelse, respekt og anerkendelse. Til sidst skal der lyde en væsentlig og betydningsfuld tak til pædagogerne og lærerne for den måde, de møder deres arbejde, eleverne, forældrene og dagen på. 

 

Jeg vil gerne takke bestyrelsen for jeres store interesse i skolen, for jeres opbakning og støtte, for et udbytterigt og inspirerende samarbejde. Tak for indsatsen.

 

”Hvor du sætter din fod drysser frø af de drømme, du driver imod. Ved de veje du finder, vil man snart plukke minder. Om du flyver omkring eller står og slår rod, bliver der spor af din fod".

 

Vi skal være fagligt interessante for at gøre os fortjent til opmærksomheden. Derved får vi mulighed for at sætte nogle udtrykkelige spor hos børnene på Rungsted private Realskole. Vi ser frem til det i skoleåret 2017/2018 og lover at træde varsomt - med akkurat den styrke, der giver et personligt og eksemplarisk fodaftryk. 

 

Tak fordi I udviste Nærvær, Vilje og Tålmodighed. 

 

Tak for ordet!